Synspleje er vejen til et bedre liv
Synet spiller en afgørende rolle for indlæringsevne, sportspræstationer, sikkerhed i trafikken og det generelle velbefindende. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan ens syn er - og hvordan man plejer det bedst muligt.
I Iris-gruppen foretager vi omhyggelige synsundersøgelser, der afslører, hvor effektivt synet er. Og vi vejleder i, hvordan man forebygger og behandler synsproblemer.
Synsundersøgelsen og rådgivningen udmunder i anbefaling af briller, kontaktlinser, forebyggende og udviklende synspleje og synstræning - og ofte en kombination af disse muligheder.
Kompenserende briller og kontaktlinser
Ved langsynethed, nærsynethed eller bygningsfejl kan vi udmåle en brille- eller kontaktlinsestyrke, der gør, at man kan se tydeligt igen. Briller og kontaktlinser ændrer ikke synsfejlen, men fjerner symptomerne.
Forebyggende og udviklende synspleje
I det forebyggende og udviklende arbejde benyttes briller og kontaktlinser ofte som værktøj, når vi skal påvirke synsudviklingen.
I forståelse af hvordan lang- og nærsynethed samt bygningsfejl udvikler sig - og med viden om at synskrævende arbejde på nært hold har en stresseffekt på næsten alle mennesker - ordinerer Iris-gruppens medlemmer ofte såkaldte stressreducerende briller til læsning og andet nærarbejde.
Stressreducerende læsebriller har ingen direkte relation til synsskarpheden, men de gør, at man kan holde sig koncentreret i længere tid af gangen. Og den mindre anspændthed giver en bedre synsfunktion, hvilket igen forebygger udvikling af synsfejl.
Ved at modificere den styrke, der ellers giver det klareste syn på lang afstand, kan vi ofte påvirke synsfunktionens udvikling bedre end hvis der gives fuld styrke. Det sker dog i de fleste tilfælde bedst i kombination med synstræningsøvelser og andre forebyggende foranstaltninger.
Synstræning
Det er aldrig for sent at genoptræne synsfærdighederne, hvis man af en eller anden grund har udviklet en mindre effektiv synsfunktion eller synet er blevet hæmmet af stressfaktorer.
Vi kan - med vores viden om synsfunktionen - tilrettelægge individuel synstræning, så den enkelte klient kan udvikle manglende eller tabte synsfærdigheder.
Synstræningen foregår dels på Iris-gruppens synstræningsklinikker, dels i hjemmet. Hvor meget og hvor længe, der skal trænes afhænger af synsproblemets karakter - og af, hvor intensivt, der trænes. Stressrelaterede synsproblemer trænes typisk i tre til seks måneder med træning én gang ugentligt, mens synsproblemer, der hænger sammen med hæmmet udvikling, trænes seks til 12 måneder med klinisk træning én gang om ugen.
Lettere at forebygge...
Vi kan normalt tilbyde klienterne flere behandlingsformer. Efter den omhyggelige synsundersøgelse, forklarer vi, hvordan briller eller kontaktlinser vil påvirke problemet - og hvad der kan gøres, hvis man ønsker større uafhængighed af briller og kontaktlinser.
Det er bedre at forebygge end at helbrede. Og erkendes en uheldig synsudvikling i tide, kan problemes løses hurtigere - og med mere begrænset indsats.
Vi kan også fortælle, om der kan ventes nogen sammenhæng mellem eventuelle læseproblemer, dårlige sportspræstationer, hovedpine, svimmelhed eller transportsyge - og om, hvad der i givet fald er at gøre ved det.
Pionerer i dansk optometri
IRIS-gruppen er en frivillig gruppe af optometrister med interesse for optometri - altså forståelsen for arbejdet med syn og afhjælpning af synsproblemer.
For medlemmer af IRIS-gruppen er det at arbejde med optometri imidlertid en livslang uddannelse. Vores filosofi er konstant dygtiggørelse, og uanset hvor i Skandinavien, der er kongresser eller kurser indenfor kontaktlinser eller optometri, kan man finde repræsentanter for IRIS-gruppen - som tilhørere eller foredragsholdere.
I dansk optometri betragtes vi som pionerer, og vi er eftertragtede som foredragsholdere for fagfæller i Danmark, Norge og sverige.
Alle IRIS-gruppens optometrister er samtidig i høj grad aktive i behandlingsarbejdet, og de klienter, der benytter én af vores klinikker, kan være sikre på at være i hænderne på Danmarks bedst uddannede fagfolk indenfor synspleje.
Siden 1991 har vi været i gang med supplerende efteruddannelse på Baltimore Academy for Behavioral Optometry i USA, og vi er de første i Danmark, der kan tilbyde forebyggende og udviklende synspleje.
Det handler dette magasin om.
|