Synslidelser, hovedpine og svimmelhed

Synslidelser, hovedpine og svimmelhed

Torben Helstrup, neurooptometrist FCOVD

Der er godt belæg for at antage, at unødvendigt mange mennesker døjer med symptomer fra ubehandlede eller fejlbehandlede synslidelser. Problemet har rod i noget sprogforbistring, og er gradvist blevet tydeligere for mig gennem arbejdet med især to persongrupper. Det drejer sig dels om skærmfolket generelt, og dels om personer som har været udsat for hovedtraume, men ikke har synlige skader. 

Det grundlæggende problem er den altoverskyggende anvendelse af begrebet ”øjensygdom” - ved alle former for ”synslidelser”. Problemet med at benævne alle synslidelser for øjensygdomme er, at sygdomsbetegnelsen indikerer, at noget organisk er sygt, og derfor behøver lægelig udredning, diagnose og evt. medicinering.

Det åbner kolossale muligheder for misforståelser, mellem sygdomme, som faktisk behøver lægelig udredning - og funktionelle lidelser, som behøver funktionel udredning for at kunne detekteres. Og det er det forhold, jeg helt konkret peger på.

En anden uheldig virkning af sygdomsbegrebet er, at når der ikke stilles en medicinsk diagnose (og evt. opfølgende behandling) – ja, så opfattes tilstanden måske ikke som så alvorlig. Det er helt forkert. Funktionsfejl kan afstedkomme meget alvorlige symptomer. Berørte personer kan være meget forpinte og helt uarbejdsdygtige. 

Sygeliggørelsen af fundamentale funktionsfejl skaber simpelthen misforståelser og afleder derfor forkert opfølgning. Både lidelserne og symptomerne er helt reelle. Det er den uheldige sammenblanding af begreberne for øjensygdom og synslidelse der er syg, og i dag står og skygger for en redelig behandling af nogle kendte funktionslidelser.

Skærmfolket og øjenspændingslidelserne

Skærmfolket er en de grupper jeg har dybtgående erfaringer med. En ikke ubetydelig andel som har skærmarbejde, kan nikke genkendende til at øjnene udtrættes voldsomt i løbet af arbejdsdagen. Vi taler rigtig heftig udtrætning, hvor man nogle gange helt taber tråden og tvinges til at holde jævnlige pauser. Er det svært at gennemføre pauserne, kan man i stedet se frem til en gradvist tiltagende øjne/pandehovedpine i løbet af dagen. Generel utilpashed, synsforstyrrelser, kvalme og svimmelhed kan også støde til. Aftenen kan bruges til at komme lidt til hægterne, men grundlæggende er depoterne tømt.

Hovedparten af de personer jeg ser, har opsøgt den hjælp de kan. Ofte kan fremvises flere uvirksomme skærmbriller efter adskillige optikerbesøg. Læge- og øjenlægebesøg er også afsluttede, og ofte med frustration til følge. Symptomprofilen har ført til en helbredsundersøgelse af øjnene, men når årsagen er i boldgaden for funktionsfejl, er det som at spørge i øst og få svar i vest. Der er ingen hjælp at hente her. 

Begge øjenfag forsøger sig også lejlighedsvist med noget simpel øjentræning. Men det er den helt forkerte slags og virker følgelig ikke, snarere tværtimod. Følgespændinger i nakke og ryg er sædvanligvis under opmærksomhed af fysioterapeut eller kiropraktor. Også disse faggrupper forsøger sig ofte med andre øjentræningsøvelser, men her skydes der også helt ved siden af. Tilbage står så personen med sin uforklarlige lidelse og bekymring. Stressdiagnosen kommer også nemt i spil, men lige meget hvor og hvad der ændres i arbejdsmiljøet, er tilstanden grundlæggende den samme. Symptomerne knytter sig hovedsageligt til anvendelsen af synsfunktionen.

I korthed kan man sige, at spændingssymptomerne opstår som følge af overkompensation af lokale svækkelser i synsapparatet. Kendetegnende er også, at funktionsfejl opbygges over tid, og kompensationsstrategier er mere reglen end undtagelsen.

Funktionstestning skal derfor afdække lag-på-lag, og udredningen skal følge en protokol skabt til formålet. Medinddrages kompensationsstrategien ikke risikeres, dels at tilstanden slet ikke opdages, dels at en evt. behandling konserverer kompensationen, og derfor ikke adresserer den underliggende årsagsrelaterede tilstand.

Der er især værd at fremhæve, at følges spillereglerne for en tidssvarende funktionstestning, afdækkes reelle svigt og behandling medfører hurtige og varige forbedringer. Det er faktisk ret godt underbygget i nyere fysiologisk viden og evidensstudier på området.

Piskesmæld, hjernerystelse og de skjulte lidelser

Personer, med længerevarende symptomer efter en eller anden form for hovedtraume, fører ofte en omtumlet tilværelse her i landet. De er svært ude af kurs og mange almindelige gøremål magtes kun i meget begrænset omfang. Deres hjerner er fotograferet på kryds og tværs, men der er ikke nogen ændringer at se. Ergo må de jo være normale. Det hyppigste råd er, at de skal gå hjem og hvile sig, og måske gradvist iværksætte en motionsaktivitet. Når mange måneders hvile og spredt motion ikke har hjulpet og dagpengeperioden står til udløb, forsøger en del kommuner sig med noget spredt fægtning i genoptræningssektoren. Men alle synsforstyrrelser forsvinder ikke i styrketræningsmaskiner eller nakkestrækøvelser. Der er ingen sammenhæng her.

Hjerneforskningen har braget fremad i de sidste årtier og skabt en helt ny forståelse af mange hjernefunktioner. Men helt grundlæggende ting, som fx hvordan hjernen sammenfletter signaler i vores sanseapparat, har man kun en forestilling om. Hjernens egen interne kommunikation er stadig ukendt territorium. 

Med en mere ydmyg tilgang til hjernens funktioner kan man også sige, at længerevarende symptomer efter hovedtraume uden synlige skader, udstiller sundhedsvæsenets kollektive uforstand og magtesløshed. Her til kan jeg så tilføje, at simpel testning efter psykofysiske principper klart demonstrerer at synsforstyrrelser ofte har et sansefysiologisk ophav. Hvordan det så er skruet sammen, er ukendt. Men det er sundhedsfagenes opgave at udforske forklaringer og tænke klogt, ikke at afvise og mistænkeliggøre folk. 

Helt elementært, er hovedparten af de mennesker vi taler om, ikke i stand til at fiksere en anden person i samtaleafstand ret længe ad gangen. Uanset, at de er trygge i situationen, og uanset, at de meget nødigt flytter øjnene fordi det kan virke uhøfligt, så er de tvunget til at gøre det. Øjnene kan kun fiksere kort tid ad gangen, og det kræver tiltagende anspændelse og bevidsthed at gennemføre. Al normal automatik er helt væk. At overveje arbejdsprøvning på disse præmisser, udstiller uforstanden.

Hvis vi sætter fokus på helbredelse frem for sygdom, er der mange ting at gøre. Rigtig mange ting. Langt den overvejende del af de længerevarende synsforstyrrelser er ikke begrundet i en øjensygdom, men er en synslidelse. Der er ikke en gang plads til megen diskussion her. Synsfunktionens biomekaniske enheder skal evalueres både for sig selv og i deres naturlige sammenhænge, og til de formål, de er skabt til. Uden en systematisk tilgang i udredningen overses væsentlige og handicappende tilstande. Så barsk vil jeg udtrykke det.

Den helt store skurk er igen, at sygdomstankegangen fører til, at man leder efter organsvigt i en hjerne som alle pejlemærker indikerer, har kommunikationssvigt. Det kan naturligvis være nyttigt at udelukke organsvigt, men at give slip her, er usagligt. Opdaterede arbejdsmodeller og opfølgning bliver nødt til at iagttage udviklings- og indlæringsperspektivet i en arbejdende hjerne. 

På klinikken deltager vi ofte med indlæg til patientforeninger, genoptræningscentre o. lign.. Send gerne en mail, hvis det skal blive aktuelt.

Men bundlinjen. Der er ofte lindring eller afhjælpningsmuligheder for personer med længerevarende synsforstyrrelser. Det er det, vi arbejder med.

Københavns Private Synsplejeklinik

Rødovre Centrum 247

2610 Rødovre

Tlf. 36 41 95 40; mail: tid@privatsyn.dk; www.privatsyn.dk